Denne ubehagelige oplevelse blev vendepunktet for mig.

Jeg indså på denne kolde efterårsmorgen endelig, at der var nødt til at ske ændringer i mit liv.

Jeg forstod endelig, at jeg var nødt til at tage mig selv alvorligt, og dermed prioritere mig selv og mit helbred.

Jeg kunne IKKE udsætte det mere.

Jeg accepterede nu, at jeg var nødt til at gøre noget andet, end jeg plejede. Jeg havde alt for længe levet mit liv ud fra andres ønsker og behov.

NU skulle det være anderledes.

Jeg sad på sygeplejekontoret og prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde gennem de seneste mange måneder gang på gang sagt til mig selv, at jeg bare lige skulle klare denne opgave eller lige forbi dette arrangement i kalenderen, så ville det hele blive meget bedre.

Men det gjorde det jo ikke. Det blev faktisk meget værre.

Jo længere tid, der gik, jo mere prøvede min krop at fortælle mig, at den var helt gal.

Jeg oplevede mange forskellige symptomer. Det kan jeg se nu bagefter, men da jeg var i det, overhørte jeg symptomerne.

De symptomer, der fyldte mest hos mig var, at jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen, og så vågnede jeg meget tidligt om morgenen uden at kunne falde i søvn igen.

Jeg havde enormt svært ved at huske selv små dagligdagsting, som jeg havde gjort mange gange før.

Jeg var enormt irritabel derhjemme, og på arbejdet var jeg ekstremt grådlabil.

Det var nu, jeg var nødt til at lære, hvordan jeg skulle LEVE mit liv og ikke blot OVERLEVE.

Da mit fokus skiftede, og jeg gav slip på det job, som ikke gjorde mig godt, kunne jeg mærke, at symptomerne stille og roligt lettede.

Det tog tid, og jeg var længe i tvivl, om det var det rigtige at gøre. For hvad ville andre ikke tænke om mig, og hvad skulle jeg nu lave arbejdsmæssigt, hvis jeg ikke skulle være sygeplejerske?

Heldigvis formåede jeg at bruge alt dette kaos, som jeg havde været igennem til noget fornuftigt.

Det var her min passion for at hjælpe andre ud af stress blev skabt.